Kan du lede en kompetent afdeling med stor bredde, og vil du være med til at udvikle indsatser, der gør en reel forskel for mennesker med demens og deres pårørende?
Alzheimerforeningen søger en erfaren afdelingschef, der kan sætte en tydelig strategisk retning og lede området Udvikling, Projekter og Foreningsarbejde. Du får ansvaret for at udvikle og styrke foreningens programmer og projekter, skabe stærke partnerskaber, sikre relevante og efterspurgte rådgivningstilbud og fællesskaber samt skabe sammenhæng mellem projekter, rådgivning, frivillige og det lokale foreningsarbejde.
Du bliver leder for et område med engagerede medarbejdere og en bred faglig spændvidde. Området omfatter udviklings- og projektaktiviteter, foreningsudvikling og -understøttelse samt det overordnede ansvar for foreningens demensfaglige rådgivning og fællesskaber. Du får 2 ledere og 12 medarbejdere i direkte reference. I alt er der 16 medarbejdere i afdelingen.
Som afdelingschef bliver du samtidig en central del af Alzheimerforeningens lederteam, hvor du sammen med direktøren, de to øvrige afdelingschefer og resten af lederteamet bidrager til den samlede strategiske udvikling, bestyrelsesbetjening og drift af foreningen.
Kan du sætte retning, udvikle - og få ting til at ske?
Flere og flere rammes af demens, som er en alvorlig og uhelbredelig hjernesygdom, men heldigvis oplever vi en stigende interesse for og opbakning til vores arbejde, så vi kan støtte flere. De seneste år er vi vokset, og vi ønsker derfor at sikre, at vores fremtidige vækst og udvikling hviler på et mere solidt grundlag. Vores kommende afdelingschef skal være med til at sikre dette, bl.a. gennem en tydelig retning for udviklings- og foreningsarbejdet, en klar og prioriteret programstrategi, værdiskabende rådgivningsydelser, demensfællesskaber samt solide redskaber til at sikre kvalitet og effektivitet i alt, hvad vi gør.
Har du nok båndbredde til en stor og alsidig opgaveportefølje?
Som afdelingschef har du ansvaret for, at vi har de rette partnerskaber, projekter, fællesskaber og tilbud til vores medlemmer, og at vi kan rekruttere og fastholde frivillige. Din opgave er derfor at udvikle organisationens program- og projektportefølje, sikre gode rammer for medarbejdere og ledere samt styrke samarbejdet med lokalafdelinger, frivillige og eksterne samarbejdspartnere.
Dine opgaver og ansvarsområder er bl.a. at:
- Udvikle en strategisk program- og projektportefølje med en solid pipeline.
- Sikre, at strategien omsættes til konkrete indsatser, og at der udvikles nye tilbud og samarbejder med afsæt i målgruppens behov.
- Skabe og udvikle partnerskaber med fonde, kommuner, andre foreninger og vidensinstitutioner mv.
- Sikre udvikling og implementering af en frivilligstrategi, som mobiliserer frivillige kræfter og understøtter lokalafdelingerne.
- Opbygge og vedligeholde stærke netværk i forhold til fonde, kommuner og andre centrale aktører og varetage Alzheimerforeningens interesser.
- Lede og udvikle dine 2 ledere og 16 medarbejdere, sikre et godt arbejdsmiljø og kompetenceudvikling samt understøtte dine medarbejdere i at lykkes sammen.
- Bidrage med strategisk og tværgående ledelse som del af Alzheimerforeningens ledelse i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med dine lederkolleger.
Vi forestiller os, at du
Er en erfaren leder, som motiveres af at skabe resultater gennem andre, og som trives med både strategisk udvikling og daglig ledelse. For at du kan lykkes i stillingen, ser vi gerne, at du for eksempel:
- Har erfaring med strategisk programudvikling fra en sammenlignelig organisation og er vant til at udvikle og drive en projektpipeline med professionelle værktøjer.
- Har dokumenteret erfaring med personaleledelse – gerne med ledelse af ledere og fjernledelse, samt er erfaren i strategisk og organisatorisk ledelse, også gerne som del af en ledergruppe.
- Er vant til at samarbejde med fonde og tilsvarende samarbejdspartnere om at udvikle og implementere større velfærdsprojekter, og har ideelt set et stærkt netværk, særligt blandt danske fonde.
- Har erfaring med forandringsledelse og med at omsætte ambitioner til konkrete planer, prioriteringer og resultater.
- Er vant til at tage ansvar for en kombination af drifts-, udviklings- og ledelsesopgaver og til at have et betydeligt økonomisk og strategisk ansvar.
- Bestyrelsesbetjening, herunder vant til at udarbejde beslutningsoplæg og lignende materiale.
- Har en relevant akademisk uddannelse.
Erfaring med demensområdet er en fordel, men ikke en forudsætning. Til gengæld vil det være en fordel, hvis du har erfaring med samspillet mellem bestyrelse, sekretariat og lokalforeninger med frivillige fra en tidligere ansættelse i NGO-verdenen, for eksempel en patientforening, social forening eller anden lignende organisation.
Kan du skabe tillid, få følgeskab og sikre resultater?
Vi søger en afdelingschef og kollega, som kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, som kan sætte retning og rammer for arbejdet i en engageret afdeling og forening, og som er motiveret af at skabe resultater gennem og sammen med andre. Vi har brug for en leder, som er en dygtig strateg, men også indstillet på selv at smøge ærmerne op, da vi er en lille forening med store ambitioner og stor virketrang. Derfor kigger vi efter dig, der bl.a.:
- Har stamina, er analytisk og strategisk stærk og skaber følgeskab ved at ville noget samt sætte tydelig retning og rammer for andre.
- Kan eksekvere og er handlekraftig, samtidig med at du er velorganiseret, har en stor arbejdskapacitet og forstår, at nogle gange, må vi spille på det klaver, der er.
- Er nysgerrig, har blik for andres kompetencer og faciliterer mere, end du instruerer, ligesom du foretrækker at give hjælp til selvhjælp frem for at mikrolede.
- Er eminent til relationer og kan navigere i organisatorisk kompleksitet samt skabe konstruktive samarbejder ved at være nysgerrig, tillidsvækkende og lyttende - og ved at gøre det, du har lovet..
Vil du vide mere?
Så synes vi, du skal læse mere om stillingen og vores forventninger til dig i den uddybende profil her, hvor vi har skrevet mere om organisationen, stillingen og vores forventninger til dig.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakter Mercuri Urval, partner & direktør Henriette von Essen-Leise på telefon 2943 5048 eller direktør for Alzheimerforeningen Mette Raun Fjordside på telefon 3068 3233.
Skynd dig at søg - vi glæder os til at høre fra dig!
Ansøgningsfristen er den 9. august 2025, men søg gerne før. Du søger ved at uploade din motiverede ansøgning og CV nedenfor via "Ansøg nu".
Vi afholder samtaler henholdsvis den 17. og 25. august. Mercuri Urval deltager i rekrutteringsprocessen, og der vil være test mellem første og anden samtale.