Chef for It-drift i Nationalbanken

Nationalbanken - København / Danmark


Danmarks Nationalbank

Danmarks Nationalbank

Nationalbankens formål er at sikre Danmark en robust økonomi. Fundamentet for vores samfund og dets udvikling er et stabilt økonomisk system, som alle kan have tillid til.

Det forudsætter it på et højt niveau, hvor it er en central understøttende del af Nationalbankens kerneforretning. Du skal i stillingen arbejde for at sikre stabil it-drift og være tæt på forretningen og vores it-leverandører.

Nationalbanken tilbyder et job, der har direkte betydning for en række samfundskritiske opgaver. Der er høje krav til it-sikkerhed, udvikling og driftssikker ledelse. Du bliver en del af et dygtigt lederteam i It og får mulighed for at lede dygtige medarbejdere. Du får driftsansvar for unikke samfundssystemer, mulighed for at spille en afgørende rolle som brobygger mellem mange forskellige interessenter og ikke mindst at sidde for bordenden i forhold til et helt centralt leverandørsamarbejde, hvor der er et nyt udbud på trapperne.

Vi tilbyder en interessant stilling, hvor du får stor mulighed for at sætte dit eget præg. Dine kompetencer vil være nødvendige i forskelligartede opgaver – alt lige fra drift af samfundskritiske systemer, videreudvikling af bankens ”modern workplace”-initiativ til nær og synlig personaleledelse. Du vil få et ansvarsområde, som er i udvikling med store og spændende forandringer i sigte, hvor det er vigtigt, at Nationalbanken er på forkant i et digitaliseret og moderne samfund. Du får ledelsesansvaret for It-drift og Infrastruktur, der består af fire teams med mere end 20 medarbejdere, hvor du til dagligt refererer til it-chefen.

Vi tilbyder en række arbejdsopgaver, der har omdrejningspunkt i at sikre driften ved blandt andet at sikre økonomisk ansvarlighed ved indkøb af it-services, kriseledelse i forhold til kritiske it-hændelser samt implementering og opfølgning på udviklingsprojekter. Du kommer til at have et stort ansvar i at etablere et godt og fleksibelt leverandørsamarbejde og håndtere de komplekse outsourcing-processer, hvori der ligger en stor forandringsdagsorden.

Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor der er en række af de absolut skarpeste fagligheder, du kan opdrive i landet. Vi er en faglig tung organisation, hvor it er en central del af alle vores arbejdsprocesser. Vi er ca. 470 ansatte, og vi er præget af et stort engagement, hvor der arbejdes for et større formål, og hvor der samtidig lægges vægt på gode samarbejdsevner både internt, eksternt nationalt og internationalt. Vi holder midlertidigt til på Langelinie, mens Arne Jacobsens fredede bygning i det centrale København bliver restaureret og renoveret.

Om dig

Du har tidligere haft et chefansvar indenfor it-drift og har erfaring fra en stor og kompleks organisation, hvor du har gennemført flere og større forandringsprocesser. Dine erfaringer med outsourcing-processer og leverandørsamarbejde er vigtige, ligesom dine stærkt bidragende samarbejdsevner er set velkommen i en fælles it-ledelse. Vi ser gerne, at du har erfaring fra organisationer med samfundskritiske opgaver – det kan være den finansielle sektor, forsyningssektoren, transportsektoren eller den offentlige sektor. Du skal have en relevant videregående uddannelse og meget gerne suppleret med en it-efteruddannelse.

Du er som person nærværende og har et naturligt ønske om at være synlig i organisationen. Som pragmatiker og inspirator kan du opnå følgeskab i afdelingen og sætte retning for It-drift. Vi byder din tekniske forståelse, faglige dybde og din samarbejdsorienterede tilgang velkommen og forventer, at du har et strategisk overblik.

Rekrutteringsproces samt løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat som it-driftschef i en fuldtidsstilling. Løn efter kvalifikationer og bruttolønsordning med valgfrit pensionsbidrag samt 10 særlige feriedage udover de 5 ugers ferie.

Såfremt du ønsker at søge stillingen, kan du uploade ansøgning og CV via Mercuri Urvals hjemmeside via søgeknappen (referencenummer: DK-08750). 

Ansøgningsfristen er d. 1. november 2021 kl. 23.59, hvor ansættelsessamtalerne vil finde sted d. 11. november (1. samtaler) og d. 19. november. (2. samtaler). Imellem samtalerne vil der være testforløb.

Læs mere om stillingen i den uddybende lederprofil her. Har du brug for mere information, kan du ringe til direktør i Mercuri Urval, Jakob Westh, på telefon 6089 6436. 

Om virksomheden

Læs mere om Nationalbanken på www.nationalbanken.dk