INDKØBER MED POTENTIALE

INDKØBER MED POTENTIALE

Introduktion og oplæring til at varetage et selvstændigt ansvar

Søg
  • Sted

    Thisted / Danmark

  • Virksomhed

    Dragsbæk A/S

  • Referencenr.

    DK-02971

  • Publiceringsdato

    19-05-2017

www.dragsbaek.dk

Stillingen

Stillingen refererer til koncernens indkøbschef og rummer efter introduktionen alle facetter af ansvar og opgaver, som skal udføres med dygtighed og rettidig omhu, således at alle koncernens selskaber kan disponere og gennemføre deres respektive produktioner og aktiviteter. Ansvar og opgaver skifter mellem indgåelse af rammeaftaler for hovedselskabet og datterselskab. Hertil kommer direkte indkøb og disponering i varekategorier efter nærmere aftale. Det kan omfatte emballager, tilsætningsstoffer, almindelige driftsmidler og energi. Rationelt indkøb og sikring af forsyninger handler om rette valg af leverandører, kvalitet, økonomi, forbrugerforventninger mv. Forhandlinger og rammeaftaler indgås, og der ligger en vigtig opgave i at holde den øvrige organisation informeret om markedsudvikling, beslutninger og prioriteringer. Det er en forudsætning at være opdateret i leverandørmarkeder, da prisdannelsen er påvirket af mange faktorer, som fra dag til dag kan ændre prisstrukturen betydeligt.

Dragsbæk A/S arbejder løbende med at tilføre markederne nye produkter, og derfor vil der være innovative opgaver vedr. råvarer og emballager til egne mærkevarer og private labels. Alt i alt kræver det, at den nye indkøber også kan problemløse og holde sammen på nye projekter i samarbejde med f.eks. marketing og salg, men også med kunder.

Dragsbæk A/S søger en yngre person med en kandidatuddannelse, gerne med erhvervserfaring, men som er motiveret for og har potentialet til en karriere i international indkøb på koncernniveau. En vis erfaring med indkøb er naturligvis en fordel, men ingen betingelse. Det vigtigste er personens evne til hurtigt at lære tingene og anvende det succesfuldt i praksis. Desuden kræver jobbet engelsk i skrift og tale, og frem for alt søges en person med de egenskaber, der sikrer, at jobbet bliver udført med en professionel indstilling, stort engagement, overblik, informationsvillighed, selvstændighed, fleksibilitet og samarbejdsvillighed. Og så skal du have forudsætningerne for at blive en god og moderne købmand.

Jobbet er af stor central betydning, det er internationalt og indeholder et meget stort register af forskellige opgaver og udfordringer. Dragsbæk A/S er en traditionsrig, men moderne virksomhed, der bygger på respekten for det enkelte individ og for de forretningsmæssige mål.

Finder du jobbet interessant, kan du uploade ansøgning og CV på www.mercuriurval.dk (referencenummer: DK-02971).

 


Om virksomheden

Dragsbæk A/S er kendt for sine brands Bakkedal, Dragsbæk og AMA og har formået at opbygge en markedsdækning i Danmark på 100 % i dagligvaresektoren sideløbende med et professionelt salg til fødevareindustrien og food service i Danmark og på en lang række internationale markeder. Dragsbæk A/S har nået en position som en af Europas mest veldrevne margarinevirksomheder. En position, som giver mulighed for en endnu større international udvikling på dagligvaremarkedet. I sammenhæng med, at Dragsbæk A/S udbygger sin portefølje af datterselskaber, er der behov for ekstra ressourcer inden for koncernens centrale indkøbskontor i Thisted. Derfor søges en veluddannet person, som kan identificere sig med en karriere i international indkøb og handel. Der er i indkøbsafdelingen ressourcer til at sikre en grundig introduktion og overlevering, så den nye indkøber kan få sit helt selvstændige ansvar for egen kategori af varer til koncernens hovedselskab og datterselskaber.