Administrerende direktør

Odense Kommune - Odense / Danmark


Børn- og Ungeforvaltningen

Børn- og Ungeforvaltningen

.

I Odense har vi en klar vision for vores by. Odense skal være en storby med omtanke, hvor et godt børne- og ungdomsliv er en selvfølge. Fællesskaberne er stærke, og friheden til at forfølge sine drømme er alle forundt. Alle gives de samme muligheder for at udvikle sig til voksne reflekterede mennesker. Vi tager hånd om både de talentfulde og de udfordrede børn. Vores børn og unge er fundamentet for, at den odenseanske drøm kan realiseres. 

Hvis det er en vision, du deler; hvis du professionelt er optaget af og øvet i at lede og lede ledere, der er dedikerede til kerneopgaverne; hvis du synes, det giver mening at spille op mod og sammen med en politisk ledelse, der vil noget med det politiske arbejde; hvis du motiveres af alsidige og komplekse udfordringer og sammen med mange andre kan lide at finde løsninger på dem; hvis du er et nærværende, modigt, empatisk og nysgerrigt menneske; hvis du er fagligt og resultatmæssigt ambitiøs og en lille smule vild med robotter; så forventer vi ikke ret meget mere af dig - og for dig har denne stilling alt.

Stillingen som administrerende direktør giver dig en helt afgørende rolle i at få visionen til at leve. Folkeskoler, dagtilbud, sundhed og forebyggelse, det specialiserede socialområde og ungdomsskolen/musikskolen er samlet i Børn- og Ungeforvaltningen, hvor 6.500 dedikerede professionelle arbejder sammen med rådmand, udvalg og Byråd om at sikre, at alle er en del af fællesskabet og bliver dygtige og dannede mennesker. Vores faglige og organisatoriske udgangspunkt er solidt forankret i arbejdet med sprog, dannelse og rettidighed i håndtering af familiernes udfordringer. Derfor kan vi skabe plads til at investere i børn og unges arbejde med verdensmål på den ene side - balanceret af robotter og teknologi på den anden side.

I Odense er der engagement og stærke holdninger til børn og unge fra interesseorganisationer, forældreorganisationer, faglige organisationer, fritids- og foreningslivet, virksomheder, politiske partier, forældre og andre borgere. Det er det helt centrale pejlemærke for Børn- og Ungeforvaltningen og dens direktør at respektere, anerkende og samle disse aktører om at skabe det gode børne- og ungeliv for alle i Odense Kommune.

Læs mere om Odense Kommune, Børn- og Ungeforvaltningen og ansættelsesprocessen på odense.dk/job og i det uddybende notat HER

Se og hør mere om stillingen i nedenstående video:


Ansøgningsfristen udløber den 4. maj 2020.

 

Om virksomheden

Læs mere om Odense Kommune på www.odense.dk