Forandringsledelse
Fokus for Mercuri Urval i forbindelse med forandringsledelse er ikke blot at afdække behov men også reelt at forandre. Dette gør vi gennem brug af både kvantitative og kvalitative metoder.
Forandringsledelse er for Mercuri Urval et tankesæt, som anvendes, når en organisation skal føre planlagte forandringer ud i livet og kunne omstille sig til omskiftelige krav. Mange gode projekter får ikke den ønskede virkning, hvilket efter vores mening ofte skyldes, at der lægges mere energi i analyse og begrundelse af forandringstiltaget end i implementeringen af alle ideerne.
Implementering er vigtigt
Det handler med andre ord ikke bare om at gennemføre de rigtige projekter, men også om at gennemføre dem på den rigtige måde, og netop her spiller psykologiske, sociale og kommunikative aspekter ofte ind og bevirker, at processen kan tage en anden drejning, end man først havde forestillet sig.
Mercuri Urval arbejder med en procesorienteret tilgang, hvor analysefasen og implementeringsfasen er overlappende og ofte sammenflettede. Vi bruger både kvalitative og kvantitative analyseværktøjer.
Kvantitative analyseværktøjer
De kvantitative indbefatter fx statistiske analyser, signifikansvurderinger og gab-analyser. Ofte danner en kvantitativ analyse udgangspunkt for en efterfølgende kvalitativ analyse, som er mere oplagt at lade indgå i selve forandringsprocessen.
Kvalitative analyseværktøjer
De kvalitative analyseværktøjer er fx fokusgrupper og interview, der både giver os indsigt i en række mennesker på en arbejdsplads, og giver disse mennesker indsigt i hinanden og i sig selv. Metoderne er derfor ikke bare afdækkende, men faktisk også forandrende i og med, at der skabes refleksion og dialog om fremtidige scenarier og muligheder blandt medarbejderne.
I en fokusgruppe kan dette aspekt udnyttes specifikt, således at medarbejderne ikke bare synliggør eksisterende holdninger, men bearbejder og forhandler dem i et fælles forum med fremtidig udvikling for øje. Dette mindsker sandsynligheden for, at der senere i processen opstår et implementeringsproblem, idet medarbejderne allerede til en vis grad er inddraget.
Derudover holder vi naturligvis seminarer, medarbejdermøder, kurser og temadage efter behov, således at medarbejderne bliver både hørt og informeret om, hvad der foregår – altsammen fordi det er i processen, medarbejderne skal inddrages – ikke kun bagefter.